Nørreå Familie Outdoor” er et nyt foreningstilbud til medlemmerne i både Team Nørreå og Vester Velling IF, som starter til april/maj 2021. Disse to idrætsforeninger er gået sammen om projektet, som har modtaget i alt 125.000 kr. i støtte til kano- og kajakudstyr fra både Nordea-Fonden, DGI Foreningspuljen og Nørreå Støtteforening.

Hvorfor ”Familie Outdoor”?

Med projekt “Nørreå Familie Outdoor”, søger Team Nørreå i samarbejde med VVIF at bygge videre på de sidste par års to store succeser, hvor idrætsforeningen har søsat nye aktiviteter på tværs af afdelingerne; sommeridræt og Nørreålejren.

Nørreålejren, som vi startede sidste år, som er en familielejr. Her deltog 15 familier med børn og voksne i en outdoorweekend, hvor foreningens medlemmer slog telte op på sportspladsen og bl.a. spillede boldspil, fangede krebs i åen og var på natløb efter natsommerfugle.

Nørreå Familie Outdoor

Nu ønsker vi at bygge endnu et element på vores foreningstilbud; Familieoutdoor, hvor vi tilbyder aktiviteter til lands, til vands og i luften. Vi starter med vandet – da vi ligger tæt på Nørreåen. Men vi skal bruge udstyr til dette projekt; Kanoer, kajakker, trailer og diverse udstyr.

Vi har været så heldige at både Nørreå Støtteforening, DGI Foreningspuljen og Nordea Fonden har valgt at støtte vores projekt, så vi nu kan investere i følgende udstyr:

  • 6 komplette kanopakker (Osagian aluminiums kanoer 17`)
  • 2 komplette kajakpakker (North Shore Atlantic PE plastikkajakker)
  • 1 komplet kano/kajaktrailer

Formålet med Nørreå Familie Outdoor er at få samlet flere børn og forældre til fælles aktiviteter indenfor vores foreningsliv. Vi har et ønske om at skabe et lille “landsbyfællesskab” på tværs af idrætsgrenene, på tværs af aldersgrupper og på tværs af kommunegrænser, da vi har medlemmer fra tre forskellige kommuner repræsenteret i vores idrætsforening. Vi har det til fælles, at vi bor i den smukkeste natur i Nørreådalen, og vores medlemmer vil gerne mødes i det udendørs aktivitetsrum (naturen), som et naturligt samlingssted for alle interesserede.

Beskrivelse af vores nye vandaktiviteter

Projektet drejer sig primært om at samle familierne på vandet, uddanne familierne indenfor sikkerhed og teknik, samt give familierne nogle gode og trygge oplevelser sammen. Vi vil planlægge fælles sejladser i sommerperioden hver 14. dag, hvor vi tager på tur på nærliggende åer og søer. Dertil vil vi sammen med vores medlemmer arrangerer overnatninger og andre friluftsaktiviteter i forbindelse med kano/kajaksejlads og outdoorliv.

Til vands til lands og i luften

Dette er første skridt indenfor “familieoutdoor”, og da vi har Nørreåen lige udenfor døren, så er denne aktivitet en oplagt start for vores nye foreningstilbud. Vi ønsker at være med til at skabe nye fællesskaber på tværs af vores idrætsgrene i foreningen. Dette “fælles tredje” kan være med til at danne en fælles ramme om at skabe en “friluftskultur” i vores idrætsforening. Målet er at bygge videre på ”familieoutdoor” konceptet indenfor både “til lands” og “i luften” med aktiviteter såsom MTB, O-løb, træklatring osv. Alt sammen aktiviteter, som bygger bro mellem friluftsliv og idrætsliv.

Vores primære målgruppe; ”familierne i og omkring Nørreådalen”

Nørreå Familie Outdoor henvender sig primært til vores unge medlemmer sammen med deres forældre. Nørreåen er en naturlig transportvej og sammen med Gudenåen og en række søer i nærområdet, vil ”vandvejen” kunne føre vores familier ud på mange spændende eventyr – både i fællesskab med foreningen og på egne turer.

Derudover vil det selvfølgelig også blive muligt for voksne og børn over 12 år at blive uddannet til at sejle kano/kajak med fokus på både sikkerhed og teknik – både med sin familie og på egen hånd.

Kontingent

Er som udgangspunkt et “Familie-/Husstandskontingent” medmindre andet aftales med foreningen.

Der vil blive mulighed for at låne både kajakker og kanoer. Kajaktraileren vil blive forbeholdt foreningsturer ud af huset, medmindre andet aftales med foreningen.  
Lån af Kajakker forudsætter at man beviseligt er friroet fra anden forening samt kan vise redningsøvelser og manøvrefærdigheder.

For mere information

Kontakt Rune Böttger på telefon; 27 20 27 87

Følg os på Facebook; ”Team Nørreå”